Garden

Vejen Garden består i dag af mere end 80 uniformerede drenge i alderen 9 - 50 år. Den optræder dog kun sjældent med alle drenge på én gang.

Fanfarekorps

Består af drenge under oplæring på vej ind i gardens orkester. De spiller på trommer og fanfarehorn.

Orkester

Vejen Gardens orkester er et harmoniorkester med messingblæsere, træblæsere, fløjter, bækkener og trommer. De spiller klassiske værker, marcher, filmmusik, populærmusik m.m.m. De spiller større koncerter, fx forårskoncert, julekoncert og standkoncerter. Orkesteret deltager i diverse konkurrencer i ind- og udland, hvor de har hentet mange topplaceringer.

Orkesteret spiller under ledelse af Boris Kertsman, der er konservatorieuddannet musiker med erfaring bl.a. fra West-Eastern Divan Orchestra, Berliner Staatsoper, Deutsche Oper, Israel Philharmonic, Aarhus Symfoniorkester, Konzerthausorchester Berlin og Teatro alla Scala, hvor han spiller trompet.

Udrykningshold

Består af trommekorps og orkester. Deltager ved optog gennem byen, fx Tulipanfest i Ribe, ringriderfest, byfest, festligholdelse ved særlige anledninger. Under udrykning spiller garden et festligt marchrepertoire afvekslende med trommekorpsets fanfarer. I spidsen går trommeholdets tamburmajor. Marchen kan evt. kombineres med en standkoncert.

Talentorkester

Består af de dygtigste drenge under oplæring samt en del drenge fra harmoniorkesteret. Orkesteret er harmoniorkester med messingblæsere, træblæsere, fløjter, bækkener og trommer. De spiller glad og festlig musik, filmmusik, populærmusik, klassiske værker og marcher. Talentorkesteret har af til selvstændige optrædener.

Talentorkesteret spiller under ledelse af Christian Rødkær, der selv er oplært i Vejen Garden og har mange års erfaring fra harmoniorkesteret, hvor han spiller trompet.

Trommekorps

Består af et mindre hold drenge, der udfordrer trommerne til at kunne bruges på nye måder. De spiller på trommer i alle størrelser – og det går stærkt. De spiller rytmiske værker, som bliver fremført afvekslende og med et glimt i øjet.

Trommekorpset spiller under ledelse af Rene Jepsen, der selv er oplært i Vejen Garden og har mange års erfaring. Måske husker du Rene fra dengang, han spillede med i ”Black Magic” i udsendelsen ”Scenen er din”.

Brassensemble

Består af messingblæsere og en enkelt tromme. De har et blandet repertoire, med værker, hymner, salmer, og kan sammensætte et program, så det bliver både festligt og højtideligt. Brassensemblet spiller diverse koncerter, for eksempel kirkekoncerter, koncert på Sønderskov Hovedgård, friluftsgudstjeneste i Skanderup. Brassensemplet har også givet koncert i Groningen i Holland. Brassensemblet består af drenge med meget stor erfaring fra Vejen Gardens harmoniorkester.

Vejen Gardens Tattoohold

Består af 44 rutinerede drenge fra harmoniorkesteret. Tattooholdets seneste show hedder ”The Eternal Fight for Peace”. Musikken er arrangeret specielt til Vejen Garden. Med dette show har Vejen Garden gjort sig bemærket på den store scene i Europa. I efteråret 2015 deltog tattooholdet ved det store tattoo i Groningen i Holland, hvor mange tusinde tilskuere viste deres begejstring over Vejen Gardens show. I efteråret 2016 skal Vejen Garden deltage ved et af europas største tattoos i Berlin, som garden også tidligere har besøgt med stor succes.

”The Eternal Fight for Peace” er blevet til i et samarbejde med Henk Smit, Holland, og Gary George, England. Koreografi Jørgen Schmidt og Thomas Winther Pedersen.

Vejen Gardens Tattoohold er under ledelse af Vejen Gardens leder, Jørgen Schmidt, som selv uddannet i Vejen Garden, og som gennem mere end 20 år har ledet Vejen Garden til den ene succes efter den anden. Tre gange danmarksmester, to gange europamester, og endda en titel som ”World Champion Parade Band” har garden vundet under Jørgen Schmidts ledelse. Tattooholdets imponerende shows har været en stor del af årsagen til disse titler.